”Jeg kommer nok til at svigte ham en dag” Citat slut. Sådan bliver jeg citeret på forsiden af Femina i denne uge.

Da jeg så bladet på hylden i Brugsen, vaklede mine ben, jeg fik øjeblikke kvalme, og jeg blev så uendelig ked af det. Jeg følte mig misforstået, taget ud af en sammenhæng, lokket i en fælde med ledende spørgsmål.

Efter et døgns tid, hvor jeg blot ønskede at hele oplaget af denne uges Femina ville brænde op, begyndte jeg at reflektere. Reflektere over ordet svigt, hvad er det, der er så farligt ved at svigte, og hvilke tabuer og overbevisninger er vi pålagt af vores omgivelser.

I artiklen fortsætter jeg ”…men jeg vil ikke nødvendigvis kalde det svigt, for jeg vil selvfølgelig gøre det på en måde, så det ikke opleves som et svigt for ham.”

Hvem er det vi svigter?
Når jeg taler om svigt på den måde, handler det om, at jeg er blevet opmærksom på, at jeg først rigtig svigter Bjørn, den dag jeg svigter og mister mig selv. For da kan jeg ikke være der for ham længere, da vil det ikke være muligt at give ham det nærvær og den omsorg og kærlighed, han har brug for, og som vi begge har brug for, for at komme værdigt igennem livet sammen.

I bund og grund er der tale om, at vi for guds skyld ikke må svigte vores nære, mens vi er verdensmestre i – og tillader os – at svigte os selv i en højere sags tjeneste. Det være sig karrierer, børn, familietraditioner, sundhedstrends og ikke mindst ved sygdom.

Efter 2 år med sygdommen i vores hverdag, hvor jeg har gjort alt for, at Bjørn ikke skulle føle at jeg svigtede ham. Hvor jeg helt reflektorisk har påtaget mig hans smerte, lettet hans hverdag, været til rådighed for ham hele tiden, hjulpet ham når han snublede over ordene, snublede i sine gøremål, gik i stå med de ting han var i gang med, beskyttet ham mod nederlag og ikke mindst prøvet at hjælpe ham med at være nærværende med vores drenge.

Jeg har svigtet mig selv
Resultatet er nedslående. Jeg har måtte erkende, at jeg kan ikke være der for Bjørn på den måde, det lader sig ikke gøre. For hvor skal jeg finde energien til at være mig, når jeg hele tiden bliver afbrudt i mine gøremål, glemmer hvad jeg var i gang med og ikke kan finde tid til at være nærværende med vores drenge, ja i det hele taget til at leve mit eget liv.

Det føleles som det nemmeste at ofre sig, det kan også føles som det rigtigste i kærlighedens navn, men at ofre sig er at svigte. Svigte sig selv.

Mit forbillede
Min kære far er et forbillede for mig. Han havde mod til at gøre op med fordomme, og med hvad andre tænkte. Han havde et behov og et liv han ville leve, selvom min mor og hans elskede hustru igennem 50 års lykkeligt ægteskab forsvandt ind i Alzheimer demensens mørke dybe hul.

Han turde mærke, hvad han havde brug for og viljen til at gå efter det, viljen til at leve og for at være der for os børn og ikke mindst for mine børn, hvor han er den sidste bedsteforældre tilbage.

Uden sit mod og viljen til at ville leve, havde han ikke været her i dag, han havde sandsynligvis ikke overlevet min mor, da han allerede den gang var ramt med flere stressrelaterede blodpropper i hjertet.

At han valgte at få en kæreste mens min mor lå på plejehjem, kan opfattes som svigt, men han kunne med mere balance i sit liv, være der for min mor, med mere overskud til at give hende den omsorg og kærlighed hun havde brug for. I forsøget på ikke at svigte min mor, var min far modig nok til ikke at svigte sig selv. Jeg håber at, jeg er lige så modig.

Er svigt et livsvilkår?
Vi kan ikke undgå at svigte andre. Det er en svær erkendelse, men vejen dertil er at italesætte de svære valg. Når vi bliver opmærksomme på den bagvedliggende intention bag et valg eller en adfærd bliver det nemmere at få øje på, hvornår vi svigter vores pårørende, og hvornår vi svigter os selv. Gennem bevidstheden og italesættelsen, kan vi bedst nå frem til en balance, hvor vi hverken svigter os selv eller dem vi holder af.

Så ja til citatet ”…jeg kommer nok til at svigte ham en dag”, må jeg jo erkende jeg har allerede svigtet ham, så jeg vil supplere
…vi kan ikke undgå at svigte, for det vigtigste for at kunne være der for andre er, at vi ikke svigter os selv, deri vil det største svigt ligge.

Se også min blog om offerrollen.